Nu er det snart længe siden jeg har skrevet herinde, så jeg tænkte at det var på tide. Sidst jeg skrev var det november og koldt og mørkt, så blev det mørkere og koldere, og siden kom den signede jul, med venner og familie i store mængder. Det var en udsøgt fornøjelse, og alt, alt for kort. Dog var jeg også glad for at vende tilbage til en januar, som på mystisk vis fordufte mellem mine hænder. Det første der skete var at jeg fik sat en ny næsten gratis lejlighed i skue, og en, to tre havde jeg sagt mit kolegieværelse op og stod med nøglen til en treværelses lejlighed med køkken og bad og altan og trægulve og alt hvad man i øvrigt kunne ønske sig. Den trængt kun til en klat maling, hvilket dog hurtigt viste sig at være et Sisifos arbejde, da tapetet var af en sådan beskaffenhed at det faldt ned, af malingens vægt. Men hvidt blev der.
Skulle man få lyst til at skrive et gammeldags brev er min adresse
Reitzstraat 220
2571RW S'Gravenhage
Nederland
De af mine vågne timer ind til i dag, der ikke er gået med at flytte og male, er gået med skolearbejde, jeg har haft to store opgaver. En i at programmere tilsyneladende ligegyldige programmer, og en i at beregne lydstyrken af fire højtalere i et rum. Det virker alt sammen meget simpelt nu jeg ved hvordan man gør, men ikke desto mindre, har de fået mig til at rive adskillelige hår ud af hovedet, og jeg er først lige blevet færdig i dag.
I går blev jeg 24, ligesom antallet af timer i et døgn, juleaften og nummeret på mit barndomshjem. 24 er et godt tal og jeg er meget tilfreds med min alder. Fødselsdagen var en af de mindre hurlumhej-fyldte i mit liv, blandt andet på grund af ovennævnte opgave i programmering, som både jeg selv og de flest jeg kender var travlt optaget med hele dagen. "Sådan er det at være voksen" var jeg nød til at sige til mig selv et par gange "ikke mere tid til tant og fjas". Dog blev det til en mindre gang risotto med Lars og Karl.
I dag er det kyndelmisse, for dem det skulle være forbigået, og jeg har sat et lys i mit vindue for at minde mig selv om at lyset trods alt er på vej, og det hele jo bare går i ring. Måske er det det man lærer når man bliver 24.
